Denne portion er til 4-5 personer.

Cirka 200 ml. fond
2 tsk. hele korianderfrø
6-10 hel spidskommen (efter smag)
6 fed hvidløg
8-10 hel tørrede store rød chili (sættes i blød dagen før)
4 cm (stor tyk tommelfinger) frisk galanga-rod  (jo lysere og lyserød jo bedre – friskere)
3 hele citrongræs
1 tsk. frisk hel hvid peberkorn
1 bundt frisk koriander med rod (vi bruger ikke roden her alligevel, der godt til at koge op i Carrot’n’Coriander Soup)
8-10 Små thai-rødløg (eller 1 mellemstort rødløg)
2 store tsk. rejepaste
3 lange thai bønner
1 bundt frisk thai basilikum (sweet thai basil)
Peanuts (saltede eller ristede – bare ikke med smag)
1 stort rødløg
Rørsukker (tilsmagning)
8-10 limeblade (købes frosne)
Yasmin Ris
2 kokosnødder (eller 1-2 dåser kokosmælk)
Fiskesauce (Fiskesauce fungerer som salt. Det skal med i morter-seancen og konstant fyldes i suppen som du tilsætter salt med hver ny ingrediens. Smag til allersidst retten til med fiskesauce og rørsukker. DU MÅ IKKE SPARE SELVOM DET STINKER AF FISK – DET SMAGER IKKE SÅDAN)

Dagen før
Dagen før ligger du de hele tørrede store røde chilier i vand. Og fjern gerne kernerne. Når de ligger så længe i blød bliver de bløde og nemme at arbejde med i morteren. Ligger de kun et par timer er det hårdt og besværligt at få en god, ensartet paste. Kernerne afgør hvor stærkt pasten bliver, så skal ungerne spise med, skal du nok være mere omhyggelig med at fjerne alle kernerne.

Kokosmælk
Start med kokosnødderne. Slå hul på dem og hæld vandet fra. Riv kødet (og undgå at få skallen med). Enten river du den hvide skal på et almindeligt rivejern – ellers kan du komme alle stykkerne i en lille foodprocessor og lade den gøre det hårde arbejde.

Kom kokoskød i en skål og hæld vand ved. Der skal være et par centimeter mere vand end kokoskød i skålen. Når kødet har trukket og afgivet alt sin saft og kraft, maser du vandet gennem et viskestykke. Og bum. Så har du din hjemmelavede kokosmælk.

Lyt til din kokosnød, når du køber den. Den er god og frisk, hvis du kan høre vandet skvulpe inden i den. Er den tavs, er der stor risiko for at den er dårlig.

(Se hvordan du gør i Caribbean Rum Chicken)

Karrypasta
Alt i mens kokosmælken trækker, kan du gå i gang med selve retten.

Rist først korianderfrø og de hvide peberkorn på en pande – og kom dem i morteren. Giv dem hele armen og kom pulveret på en tallerken.

Snit og rist dernæst et par fed hvidløg hurtigt og derefter friske galangal (halvdelen), en citrongræs og de små thai-rødløg – og kom det i morteren sammen med hakkede røde chilier, limeblade og rejepasta.

Nu er du klar til at tæve løs til massen er mast helt sammen og ensartet. Tlsæt fiskesauce lidt ad gangen.

Husk sæt ris over…

Gryden
Snit rødløg, hvidløg, frisk galanga og limeblade – og kom hele balladen i gryden sammen med citrongræs og den hjemmerørte karrypasta.

Tilsæt kokosmælk og lad det simre. Smag til med sukker og fiskesauce.

Skær kyllingebrysterne ud i mindre stykker og kom dem i gryden sammen med fond. Og til sidst de lange thaibønner og thai basilikum.

Smag til og tilsæt evt. mere fond.

Peanuts. Ja, dem hælder du en frysepose og slår dem i stykker med dine knoer. De skal drysses over retten til allersidst. Mindst 1 stor spiseske pr. portion.

Velkommen til Thailand.

Se film

Share to