Smørdej
Korn fra 1 vaniljestang
70 g. flormelis
150 g. stuetempereret smør
250 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
Cirka ½  dl. vand

Sukker til at vende citroner i
2-3 citroner i papirtynde skiver
¼ piskefløde (piskes til flødeskum)

Flæk vaniljestangen, skrap kornene ud og mas dem i et spsk. flormelis. Hæld resten af de tørre ingredienser i skålen og ælt det rigtig godt sammen med smørret. Tilsæt vand til allersidst og ælt dejen blød og glat. Stil dejen køligt i en halv time inden du ruller den ud. Når dejen er kølig er den lige til at rulle ud på bagepapir eller på dit køkkenbord.

Forbag tærtebunden i cirka 10 minutter ved 200 grader.  Skær imens citronerne i papirtynde skiver med et juliennejern.

Vend de papirtynde citronskiver i sukker og læg dem helt tæt på den forbagte tærtedej. Når hele overfladen er dækket med citronskiver er tærten klar til at bage færdig i cirka 10-15 minutter ved 200 grader.

Hold godt øje med kanterne. De kan hurtigt blive sorte.

Lad tærten køle og server med kold flødeskum.

Share to